Parodontose

Parodontose kan med rette kaldes en folkesygdom og er en betændelse i knoglen omkring tænderne, der medfører at knoglen nedbrydes.

Heldigvis har rødderne en vis længde, så om der forsvinder  1-2 mm knogle betyder ikke så meget, men hvis  betændelsen fortsætter vil kæbeknoglen i løbet af nogle år forsvinde og tanden blive løs og i værste skulle trækkes ud. Der er derfor al mulig grund til at tage parodontosen alvorligt, og heldigvis kan der gøres meget for både at forebygge og bekæmpe den.

Betændelsen opstår altid først som tandkødsbetændelse. Herfra breder den sig til ned i tandkødslommen og til kæbeknoglen. Man mener, at parodontose er en slags autoimmun sygdom, hvor kroppens forsvar mod bakterierne er for voldsom, så kroppens egne forsvarsmekanismer faktisk er med til at ødelægge området.

Årsagen er i alle tilfælde for mange bakterier i omkring tænder og tandkød, og det er derfor klart, at en omhyggelig mundhygiejne er et vigtigt forebyggende middel mod parodontosen.

En daglig og grundig hjemmetandpleje er alfa og omega, hvis parodontosen skal holdes i ave. Udover almindelig tandbørste kan det omfatte brug af tandstikker, mellemrumstandbørster eller tandtråd. Vi giver dig den nødvendige rådgivning om kravet til din indsats i behandlingen.

Nogle patienter  har overvækst af en type bakterier, som desværre er meget aggressive og dermed fremmer parodontosen, uanset hvor flittigt de børster tænder. Der er også patienter der har meget lav resistens mod bakterierne, omvendt er der også patienter, som aldrig børster tænder  og som aldrig får parodontose. Sådan er livet lidt uretfærdigt.

Har du parodontose, vil du oftest opleve blødninger og ømhed i forbindelse med tandbørstning og spisning. Der kan desuden forekomme dårlig ånde og undertiden små tandbylder.

Som regel er parodontose ikke synligt med det blotte øje. Derfor er måling af tandkødslommernes dybde ved alle tandlægebesøg en vigtig del af undersøgelsen. Du har begyndende parodontose, hvis dine tandkødslommer er 4-5 mm dybe eller derover. Ofte vil vi i diagnostiseringen gøre brug af røntgenbilleder (BW-optagelser) til nøjagtigere fastlæggelse af eventuel knoglesvind.

Vi har forskellige grader af tandrensning, som selvfølgelig også koster forskelligt afhængig af graden af parodontose: er den generel eller kun på  få tænder , er halvdelen af knoglen væk, eller er der kun begyndende tegn på knoglesvind.

Ved rensningen fjerner vi  tandsten og øvrige bakteriebelægninger på såvel tænder som rodoverflader, da årsagen til infektionerne skal søges her. Det medfører desværre, at det kan gøre lidt ondt at få renset nede i de snævre tandkødslommer, hvor vi ikke kan undgå at røre ved indersiden af tandkødslommen.

Du kan  selv gøre meget ved at ændre nogle af dine livsstilsvaner. Rygning giver øget risiko for at få og udvikle parodontose. Indtagelse af meget slik og sukkerholdige drikke giver ernæring til bakterierne så der er risiko for overvækst af dem.

Et nedsat immunforsvar og stress fremmer lidelsen, Personer med diabetes samt rygere har væsentlig større risiko for parodontose. Men man kan ikke sige at rygning og diabetes medfører parodontose, der er blot større risiko.

Bestil tid hos os med det samme